Udstillingen viser en lille samling af helt særlige smykker, som Jorn lavede til kvinderne i sit liv.
Jorns smykker var, i modsætning til mange kunstnere i hans samtid, ikke lavet i serier med henblik på salg, men blev derimod skabt og givet med hjertet. Nærvær, kærlighed, adskillelse og strid er klare motiver og drivkræfter i Jorns smykkeproduktion.
Inspirationen til smykkerne kom fra mange kilder: Indtryk fra 30’ernes livlige kunstneriske miljø med skikkelser som Miró, Picasso, Legér og Paul Klee. Ligeledes kom den fra rituelle maskers stiliserede udtryk og endelig fra surrealismens mere symbolske og erotisk ladede billedsprog.
Langsomt opnåede Jorn også i sine smykker en kunstnerisk frigørelse med stærke farver som det bærende element, og smykkernes ¨råhed¨ bærer tydeligt præg af at være formet af menneskehænder. Smykkerne er lavet i materialer som sølv, kobber og keramik.
Adskillige af smykkerne kan ses som konkrete kommentarer til Jorns livssituation i form af nyforelskelse, opbrud, graviditet og fødsel, ligesom nogle af dem varsler kommende afsked.
Tekst: Museum Jorn